Et grønt hotel.

Fremtiden er grøn, hører man tit, men på Crowne Plaza – Copenhagen Towers har de gjort fremtid til nutid og den bæredygtige tankegang til dagligdag.

Billede mangler

HOTELLET som åbnede i 2009, benytter grøn og innovativ teknologi indefra og ud og fra kælder til kvist. Det har affødt både opmærksomhed fra verdenspressen og en håndfuld fornemme priser. 

Belysning, varmt vand, aircondition og opvarmning af de 366 værelser, ja selv de obligatoriske shampooflasker, har et grønt udgangspunkt på Crowne Plaza. På de solvendte facader af det CO2-neutrale byggeri, sidder ultratynde solceller og fanger energien fra de varme stråler.

Investere fra Danfoss laver strømmen fra solcelleparken om, så det kan bruges i den daglige drift af hotellet, og i motionsrummet er der to motionscykler, der også producerer strøm. Så kan gæsterne selv give et bidrag til miljøet, og det har givet hotellet opmærksomhed fra pressen verden over.

Egentlig var det meningen, at solcelleparken skulle bidrage med 170.000 kWh hvert år. Det viser sig imidlertid, at hotellet får mere end 200.000 kWh ud af solens stråler, fortæller kommunikationsdirektør Frederikke Tømmergaard. 

Sov med grøn samvittighed.

På Crowne Plaza tager de miljøet alvorligt med et smil på læben, for sideløbende med den grønne profil, har hotellet det princip, at komforten ikke må kompromitteres:

”Vi er ikke interesseret i at prædike grøn livsstil til vores gæster, blot at det skal indgå som en naturlig del af hoteldriften og samtidig give gæsterne et fantastisk ophold”, vedholder Frederikke Tømmergaard.

Indeklima fra 110 meter nede.

Fra en 110 meter dyb brønd under hotellet pumpes 8 grader varmt grundvand op, som via en varmeveksler køler væsken i hotellets aircondition-anlæg.

Det opvarmede grundvand pumpes derpå ned i en anden 110 meter dyb brønd, hvorved den omliggende jord og sandstens- masse varmes op til ca.16 grader.

Om vinteren pumpes det varme grund- vand op og afgiver sin varme til hotellets varmeanlæg, inden det pumpes ned i den kolde brønd ved en temperatur på 8 grader.

Grundvandssystemet er suppleret med en sekundær varmeveksler koblet til byens fjernvarmeforsyning som sikkerhed ved spidsbelastning, og hvis grundvandsvarmelageret slipper op, inden vinteren er omme.

Billede mangler

110 meter under jorden pumpes 8 grader varmt grundvand op og er med til at køle hotellet og gæsterne om sommeren.

Grønne tal.

- Investering i miljøvenlige løsninger behøver ikke at være dyre. Det firestjernede Crowne Plaza har kostet 800 mio. kr. Blot 5 pct. af det beløb, er gået til investering i de energirigtige løsninger.

- Hotellets direktør vurderer, at energiforbruget bliver ca. det
halve af, hvad et ’almindeligt hotel’ forbruger. Derved tjener investeringen i de energirigtige løsninger sig hurtigt ind.

- Det grundvandsbaserede klimaanlæg er Danmarks første og sparer næsten 90 pct. i forhold til traditionelle klimaanlæg.

- Hotellets samlede energiforbrug er 42 kWh pr. kvadratmeter pr. år, hvilket placerer bygningen fint i energiklasse 1, der i 2009 var 50,5 kWh pr. kvadratmeter pr. år. I 2011 er grænsen 43 kWh. 

Grønne fakta

- Shampooflasker, badehætter og andre produkter på værelserne er lavet af majsstivelse. Hvis de graves ned i jord, formulder de i løbet af tre måneder.

- Hotellet har intelligent styring af lys i alle hotelgange og der er LED læselamper på værelserne.

- De har fået anerkendelse med blandt andet Danish Business Travel Associations “Anerkendelsespris”, Skål Internationals EcoTourism Award for projektet “The Worlds Greenest Hotel” og prisen “2010 Foreign Company of the Year” fra Det Amerikanske Handelskammer i Danmark.