Ventilation til husdyr

DACS i Nørre Snede producerer ventilationssystemer, klima- og produktionsstyringer, vejesystemer og management-programmer til husdyrproduktion.

Billede mangler

Virksomheden har købt en vindtunnel for at kunne udvikle, teste og dokumentere sine ventilationsløsninger med videnskabelige data. Derfor har virksomheden også indledt et samarbejde med Århus Universitet.

"Vi ser en tæt relation mellem staldklima, dyrevelfærd og rentabilitet. Vi produktudvikler derfor løbende og søger at kombinere de nyeste forskningsresultater og teknologier med en tradition for soliditet og praktisk anvendelighed i nye produkter, der sikrer optimal velfærd og ressourceøkonomi. Vores kunder forventer driftssikre, banebrydende produkter, som medvirker til øget produktivitet," siger ingeniør Peter Dybdahl fra DACS.

Fleksibel styring til fjerkræstalde

Den nye ACS6 klima- og produktions- styring er ”sjette generation” af styringer til fjerkræstalde fra DACS.

"Tredive års erfaring og viden om styring af klima og produktion i fjerkræstalde, og med de sidste nye trends fra industrien, har gjort os i stand til at lave en styring, der tilgodeser alle de ønsker en fjerkræproducent måtte have, når det kommer til optimering af klima og produktion i stalden," siger Peter Dybdahl.

Storskala-tests udført hos en dansk fjerkræproducent viser, at den nye ACS6 klima- og produktionsstyring reducerer behovet for varmetilførsel til stalden med 50%. 

Billede mangler

DACS henter erfaringer direkte fra staldene

Disse besparelser kan henføres til en nyudviklet software, som bestemmer den indkommende lufts affugtningspotentiale. Dette potentiale bestemmes via målinger foretaget både på den indkommende luft og den luft, der er i stalden og giver en meget mere kontrolleret affugtning af luften i stalden.

"Hvis fugtigheden i stalden er lavere end fugtigheden på den indkommende luft, vil en traditionel klimastyring tilføre varme og/eller accelerere ventilationen i et forsøg på at holde den ønskede fugtighed i stalden. Denne måde at affugte på er oftest omsonst og vil kun føre til et øget ventilationsbehov og en forøget varmetilførsel. Denne acceleration af ventilationen har den uheldige effekt, at der opstår træk i stalden, som stresser dyrene og giver fugtig strøelse. Denne proces er ikke gavnlig for produktionen - den forøger kun omkostningerne," forklarer han.

ACS6 styringen eliminerer dette overforbrug af varme og ventilation, og producenten undgår mange frustrationer over spildte penge.