Overvågning af produktions- processen skaber bedre produktivitet

En produktionslinje må aldrig gå i stå. Med intelligent videoovervågning kan du opsnappe fejlene og manglerne hurtigt, så du minimerer din nedetid.

Billede mangler

Hos Baltic Packaging i Kastrup installerede man i samarbejde med den lokale rådgivende installatør et videoovervågningsanlæg, der monitorerer produktionslinjens forskellige faser. På den måde kan man enkelt overvåge den sammenhængende proces via nogle opstillede fladskærme i produktionshallen.

Det er også muligt at følge produktionslinjen mobilt, hvor man via en app til smartphone og tablet med en IP-adgang kan følge processen uanset, hvor man befinder sig i verden. Systemet gør det også muligt at gå tilbage i tiden og se, hvor og hvornår fejlen skete.

Bedre monitorering skaber bedre resultater
– Grunden til, at vi fik installeret anlægget, er, at vores linjefører tidligere ikke kunne følge med i, hvad der skete i de forskellige faser af produktionsflowet. Det betød, at han ikke kunne se, hvilke fejl eller mangler der måtte være. Det betød længerevarende produktionsstop, hvor man skulle bruge tid på at udrede, hvor fejlen var. I dag kan vi se det med det samme, og det øger vores produktivitet, fortæller kvalitetschef Søren Nikolajsen.

Videoovervågningen er også opstillet eksternt, så der er overblik over, hvad der sker uden for bygningen. Der kommer hver dag mange lastbiler ind og ud, og der kan fx ske sammenstød. Så i dag kan man nemt se, hvad er sket – og hvem der evt. skulle være skyld i et uheld.